Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

 

Tredie søndag efter Trinitatis

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:  

Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: »Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem.« Men han fortalte dem denne lignelse: »Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet, indtil han finder det? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber én af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan, siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig.« LK 15.1.

 

Den ældste leg i verden og den første leg i ethvert lille menneskes liv er den, hvor moren eller faren gemmer sig for barnet på skrømt. Det er leg, og gid det aldrig må være andet end leg, for i barnets verden gives der ingen større ulykke end den, at legen her skulle blive til virkelighed, så barnet for alvor er skilt fra sin mor eller far.

Alligevel leger vi den leg for at styrke båndet mellem barnet og forældrene, for den lille skal lære at se efter sin mor og passe på, at hun ikke bliver borte. Den voksne lærer barnet at lytte efter stemmen ved at tale til barnet uden at kunne ses: borte borte, siger hun, så barnet kan høre at hun altså ikke er rigtig borte.

Vi gør det så, barnet kan smage lidt af den gysen, der følger med sådan at blive væk for alvor –en lille smagsprøve og når den voksne igen giver sig til kende, så en masse kys og kram og stor glæde.

I denne enfoldige leg med det lille gys og den store glæde får et af tilværelsens grundvilkår skikkelse: adskillelse og genforening –den ene gang efter den anden fra vugge til grav. Det ligger i os som både angst og forventning og er med til at præge vores forestillinger om døden og livet efter døden – som et håb om en overvindelse af den uendelige afstand der er mellem os og de døde.

Dette grundvilkår er også tilstede i vores forhold til Gud. Som barnet, der hurtigt uden sine forældre oplever, at verden er alt for stor og synker sammen i afmagt, kender vi til afmagten over for den alt for store verden. Det uoverskuelige i at finde vej gennem den, den fundamentale forladthed, ensomhed, som ingen menneskelig magt kan hjælpe os over, og endelig når meningsløshed og sygdom rammer os, følelsen af gudsforladthed.

Det er denne forudsætning evangeliet taler ind i. I dagens to lignelser beskriver Jesus sin opgave her i verden og forsvarer den mod angreb. Han ser, hvordan mennesket kommer på afveje i forhold til sig selv og til andre, fordi det ikke kan finde Gud. Mennesket har brug for at blive fundet. Jesus fortæller først og fremmest om Gud i disse to lignelser. Hvor godt eller dårligt billedet af mander, der leder efter sit ene får eller kvinden, der fejer huset for at finde den ene mønt, nu passer på os hver især, så er det under alle omstændigheder sådan Gud forholder sig.  Det fortabte er altid værd at opsøge og finde og alt sættes til side for at finde det, der er blevet væk.

Men Jesus bliver netop anklaget af de skriftkloge for at tage imod de fortabte, toldere og syndere. Og lignelsen er svaret Jesus giver dem: Gud er en Gud, der altid rækker ud efter sit menneske. Det ligger i kærlighedens impuls. At sætte alt til side for at redde og frelse det, der ellers ville gå fortabt, til grunde.

Hos enhver af os findes en stor længsel efter netop den slags kærlighed. Vi kan prøve at dæmpe denne længsel ved at lade vores velordnede hverdag lægge låg på, rationalisere vores følelsesliv, så enhver får sit i passende rationer. Med alle midler forsøger vi at dæmpe længslen efter den store altomfattende kærlighed, men det hjælper ikke. I glimt synes vi, at vi har oplevet den, ufortjent, overraskende, men den glider os så hurtigt af hænde. Og ja, til tider kan vi slet ikke finde den, den synes helt uden for rækkevidde, og vi oplever tab, meningsløshed og fravær af Gud. Og alligevel er det kun Gud, der kan skabe sammenhængen for os igen.

Med lignelserne som spejl genfinder vi os selv i skarnet på gulvet eller som et lille udsat får i en kløft uden for den sammenhæng, hvor der var omløb, liv og varme. Og så hører vi alligevel, at Guds omsorg følger os, og at vi aldrig lades alene, han kender os, han ser os og han bærer os. Og knuser vi dette spejl i fortvivlelsen, oplever vi kun mørke og tavshed.

Med sin ånd viser Gud sig i vores indre spejl og i troen kan vi se hans ansigt lyse over os og på vores vej. Jesus minder os om vort livs inderste smerte, at vi oplever forladthed her i verden, han tog selv den dybeste forladthed på sig af kærlighed til os ved at opgive sin egen enhed med Gud, det lys der var hans liv-  for at tage al vores synd, vores oplevelse af Guds fravær, vores følelse af forladthed på sig for der fra i dødens mørke at blive hentet op af Guds ånd til evigt liv i Gud. Han skænker os dermed troen på, at vi også bliver hentet ud af det mørke, der skjuler Gud for os, og at Gud også møder os med sit lys i dødens øjeblik.

Det er dyb alvor og dyb glæde.

Det var ingen leg, da Guds søn gik omkring hernede iblandt os og ledte efter de fortabte. Hele sit liv holdt han på sin ret til at samle de fortabte og sønderslåede op, og kun fordi han sætter livet ind og tåler at blive forladt af alle, selv Gud, rejser Gud ham til evigt liv og lader sit opstandelseslys oplyse os alle. Kristus har delt vort fortabte udsatte menneskelig liv med os, og sammen med ham er vi for altid løftet ind i Guds kærligheds lys.

Sanne Grunnet