Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

 

Kristi Himmelfart 2021

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus:  

Til sidst viste Jesus sig for de elleve selv, mens de sad til bords, og han bebrejdede dem deres vantro og hårdhjertethed, fordi de ikke havde troet dem, der havde set ham efter hans opstandelse. Så sagde han til dem: »Gå ud i alverden og prædik evangeliet for hele skabningen. Den, der tror og bliver døbt, skal frelses; men den, der ikke tror, skal dømmes. Og disse tegn skal følge dem, der tror: I mit navn skal de uddrive dæmoner, de skal tale med nye tunger, og de skal tage på slanger med deres hænder, og drikker de dødbringende gift, skal det ikke skade dem; de skal lægge hænderne på syge, så de bliver raske.« Da Herren Jesus havde talt til dem, blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd. Men de drog ud og prædikede alle vegne, og Herren virkede med og stadfæstede ordet ved de tegn, som fulgte med. Amen

Først med Kristi Himmelfart får vi en forståelse af, hvad Jesu opstandelse indebærer. Lukas har valgt at folde meningen med Jesu opstandelse ud i et tidsforløb:

Først opstod Jesus fra de døde, derefter viser han sig for disciplene i et tidsrum på 40 dage og til slut opfarer han til himmels. Men som S. Kierkegaard peger på, så er der snarere tale om, at Lukas i sin pædagogik vælger ”at lægge cirklen ud i en ret linje, hvorved man glemmer, at cirklens begyndelse og slutning logisk set er den samme og samtidig glemmer, hvordan man selv kommer ind i cirklen”.

Opstandelsestroen kan sammenlignes med en cirkel, der drejer sig om, hvem Gud er fra evighed til evighed. Det evige liv er ikke kun at finde for enden af den udfoldede cirkel, men er for længst begyndt, for ellers ville det ikke være evigt. Når Lukas beskriver Jesu himmelfart, beskriver han den ikke som et alternativ til opstandelsestroen, men som den endegyldige bekræftelse af, hvad det overhovedet vil sige, at Jesu opstod ind i Gud.

”Da Jesus havde talt til dem blev han taget op til himlen, og han satte sig ved Guds højre hånd”. Fortællingen om himmelfarten udfolder, hvad Jesu opstandelse som Guds søn allerede indebærer.

Men hvad betyder det, at Jesus opstod ind i Gud og satte sig ved Faderens højre hånd? Er det ikke en lige så mytologisk tale som alle de andre himmelfartsberetninger i det Gl. Testamete? Jo det er det, hvis man forstår himmelen som stjerne-himlen, men ikke hvis det himmelske står for Guds evighed, der åbner sig for det jordiske og tager det jordiske med ind i sin egen evighed. Igen værd at huske på at dette foregår hvert øjeblik.

Det er den Jesus, der virkeligt døde og blev rejst fra de døde, der viste sig for disciplene i tiden derefter. Den opstandne viser sig i tilsynekom-sterne, gør sig selv til et fænomen. Det er ikke sådan, at den opstandne i sig selv er en fysisk person som Peter og Thomas men at den opstandne Kristus viser sig for dem på mange måder, herunder også i fysisk form. Men selv hører Kristus Gud til. I opstandelsen bliver Jesu menneske-lighed en del af Guds guddommelig-hed. Sådan som han levede, er den evige Gud, og ved åndens kraft er Gud og Kristus eet.

Hvad skete der så med Jesus i himmelfarten? Hvor gik han hen? Jesu krop forsvandt ind i Gud for aldrig mere at vende tilbage til jorden, som en individuel fysisk størrelse. Han er ophøjet til Guds højre hånd, siger Lukas. Men det betyder ikke, at Jesus har sat sig på en stol i himmelhvælvingen. Guds højre hånd er alle vegne. Den samme logik gælder opstandelsen som med Gudsriget: Gudsriget er midt iblandt jer, ikke her og der, men allevegne, sagde Jesus.

Det sidste Jesus gør for disciplene er ifølge Lukas, at han velsigner dem, akkurat som han tidligere velsignede brødet ved at sige: ” Dette er mit legeme”. Dermed kan man sige, at disciplene er blevet hans legeme på jorden. Det så Paulus så klart, da han kaldte kirken for Kristi legeme.

Gennem opstandelsen er Jesu legeme ikke længere en krop af kød og blod men blevet et udvidet åndeligt legeme, der på en og samme tid er et eet med Gud og til stede i Helligåndens fællesskaber på jorden, i os som ved dåben og ved alterbordet og i forkyndelsen får del i åndens transformerende kraft. Som eet med Gud er Kristus tilstede over alt i verden også uden for kirken, ligesom Gud er til stede i alt. Kristus er alle steder, fordi Gud omspænder hele rummet, omgiver sin skabninger på alle sider og endda er tættere på os end vores hud er på kødet, ja tættere sammen end krop og sjæl, siger Martin Luther med sin typiske ligefremhed. Men sin opstandelse og Himmelfart er Kristus gået ind i hele skaberværket og jeg citerer igen Luther: ”intet er så lille, at guddommen ikke er endnu mindre, intet så stort at guddommen ikke er endnu større”.

For at vi ikke skal blive helt svimle, så kan spørgsmålet også vendes til: hvor er Gud for mig, hvor er han henne for os? Og da må vi pege på dåben og nadveren og ordet, som de veje Gud har gjort tilgængelige for os.  Opstandelsen betyder, at Gud ikke bare blev menneske i de ca. 30 år Jesus levede, men er blevet menneske for alle mennesker og for altid. Gud har indoptaget det menneskelige i sin evige guddom som Fader – Søn og Helligånd. Guds ansigt i verden vil til enhver tid være som måden, hvorpå Jesus mødte sin omverden, for som Jesus var, sådan er Gud.

Det betyder så også, at åbenbaringen ikke er bundet til kirken. Kirken, stedet for Kristusbekendelsen, er kun det første åbenbaringssted. Kirken har til opgave at vidne om Guds klare selv-åbenbaring i Kristus, men kirken har ikke patent på Helligånden og Kristus. Kristus kan kun være Guds selvåbenbaring, hvis han åbenbarer, at Gud er alles Fader ligesom Jesu opstandelse var begyndelsen til alles opstandelse. Det betyder, at Guds åbenbaring er over alt, oplyser hele tilværelsen. Vi må derfor kender Kristus både i hans menneskelighed som i hans guddommelighed. Og det gør vi i opstandelsens lys. Her ser og møder vi den opstandne som den allestedsnærværende Kristus tilstede i hele skabningen med sin nåde og sin kærlighed. Alt skabt er gennemlyst af Ham og alt er i færd med at blive forvandlet af Kristus for at blive Kristus. Det er den enhed, som Jesus i sine afskedstaler igen og igen kalder os ind i. Amen

Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver en sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen

Sanne Grunnet